Tag: paul mccartney

Tillykke til Geoff Britton, tidligere trommeslager i McCartneys Wings – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

I dag fylder endnu et tidligere medlem af Paul McCartneys 1970’er-gruppe Wings 80 år, efter både Denny Seiwell og Henry McCullough, som henholdsvis trommeslager og guitarist, rundede det skarpe hjørne i sidste måned.

Trommeslageren Geoff Britton, som i øvrigt overtog stikkerne efter Denny Seiwell, blev medlem af Wings i august 1974 og nåede at medvirke på ét album med Wings, inden han allerede i januar 1975 igen forlod gruppen.

Geoffrey Britton blev født i London-forstaden Lewisham den 1. august 1943, og begyndte sin professionelle musikalske karriere i rockgruppen East of Eden i 1969.

Geoff Britton med Rough Diamond, nr. 2 fra højre

Efter en kort periode i en anden gruppe, The Wild Angels, blev Britton i august 1974 trommeslager i Wings, og medvirkede på singlerne ”Junior’s Farm” og ”Walking in the Park with Eloise” (Wings under pseudonymet The Country Hams), begge 1974, samt enkelte sange på gruppens album ”Venus and Mars”, 1975.

Geoff Britton med Wings, øverst til venstre

Midt under indspilningen af ”Venus and Mars” forlod Geoff Britton Wings og blev erstattet af Joe English, som på trods af navnet var amerikaner.

Efter Wings var Britton med i supergruppen Rough Diamond og senere Manfred Mann’s Earth Band fra 1978 til 1979, hvor han medvirkede på albummet ”Angel Station”.

Henry McCullough, lead guitarist i Paul McCartneys Wings, ville i dag være fyldt 80 år

af Karsten Jørgensen

I sidste uge var det trommeslageren Denny Seiwell, som fyldte 80 år, og i denne uge er det hans guitarspillende kollega fra tiden i Paul McCartneys Wings, Henry McCullough, som ligeledes ville være fyldt 80 år.

Guitarist og studiemusiker Henry Campbell Liken McCullough blev født i Portstewart i det nordirske grevskab Londonderry den 21. juli 1943.

McCullough dannede i begyndelsen af 1960’erne gruppen The Skyrockets, og blev senere medlem af andre lokale grupper, som Gene & The Gents i 1964 og People i 1967.

Han flyttede til London senere i 1967, hvor People blev tilknyttet manageren Chas Chandler og ændrede navn til Eire Apparent, som McCullough imidlertid forlod i 1968, hvor han blev medlem af den folkorienterede gruppe Sweeney’s Men.

I 1969 blev Henry McCullough guitarist i Joe Cockers backinggruppe, The Grease Band, som bl.a. optrådte med Cocker på den legendariske Woodstock-festival samme år. The Grease Band nåede at udsende ét album i eget navn, før McCullough cirkulerede videre til den progressive rockgruppe Spooky Tooth.

Wings, med Henry McCullough ovenover Paul og Linda

I januar 1972 gav Paul McCartney ham et tilbud om, at blive lead guitarist i hans nye gruppe Wings. McCulloughs første indspilning med Wings var singlen ”Give Ireland Back to the Irish” i februar 1972, og senere medvirkede han også på singlerne ”Mary Had A Little Lamb”, ”Hi Hi Hi”, ”Live And Let Die” og ”My Love”, samt albummet ”Red Rose Speedway”.

Musikalske uoverensstemmelser betød imidlertid, at McCullough allerede i august 1973 forlod Wings, umiddelbart før Paul McCartney indspillede megasuccesen ”Band On The Run”.

McCullough på scenen med Paul McCartney

Gennem resten af 1970’erne virkede McCullough i vid udstrækning som studiemusiker for bl.a. Frankie Miller Band, Eric Burdon, Marianne Faithfull, Ronnie Lane og Donovan, og udsendte et soloalbum, ”Mind Your Own Business”, på George Harrisons pladeselskab Dark Horse.

Albummet ‘Mind Your Own Business’, 1975

I de følgende årtier holdt McCullough forholdsvis lav profil, mens han opholdt sig mest i Skotland og Nordirland og udsendte omkring ti soloplader, der alle holdt sig under radaren.

I november 2012 fik Henry McCullough et hjerteanfald, som efterlod ham i kritisk tilstand og svækkede hans helbred betragteligt, og den 14. juni 2016 meddeltes det, at han var død i sit hjem i Ballywindelland i Nordirland, 72 år gammel.

Tillykke til Denny Seiwell, trommeslager i Paul McCartneys Wings – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

I dag fylder den amerikanske trommeslager Denny Seiwell, som var et af de oprindelige medlemmer i Paul McCartneys gruppe Wings, 80 år.

Photo taken in Beverly Hills on 02/13/18.

Seiwell blev født i Lehighton i Pennsylvania den 10. juli 1943, og spillede i både Carbon County Band og et af flådens militærorkestre, før McCartney i 1971 rekrutterede ham til sit nye band Wings.

Denny Seiwell var medlem af Wings indtil august 1973, hvor både han og guitaristen Henry McCullough forlod gruppen, sidstnævnte på grund af musikalske uoverensstemmelser, mens Seiwell var utilfreds med blot at blive aflønnet som studiemusiker.

Cover til Wings’ ‘Wild Life’-album, Seiwell yderst til venstre, 1971

Seiwell nåede at medvirke på McCartney/Wings-singlerne ”Another Day”, 1971, ”Give Ireland Back to the Irish”, ”Mary Had A Little Lamb” og ”Hi Hi Hi”, alle 1972, samt James Bond-temaet ”Live And Let Die”, som udsendtes i 1973. Endvidere spillede Seiwell også på LP’erne ”Ram”, 1971, ”Wild Life”, 1971, og ”Red Rose Speedway”, 1973.

Paul McCartneys Wings, med Seiwell til venstre

Som studiemusiker har Denny Seiwell siddet bag trommerne på plader med bl.a. Joe Cocker, Donovan, The Who, Art Garfunkel, Billy Joel, James Brown og mange andre.

Som solist har Seiwell, under navnet Denny Seiwell Trio, udsendt to albums: ”Reckless Abandon” i 2011 og ”Boomerang” i 2018.

Tillykke til sangeren Carly Simon – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske sanger Carly Simon (med mellemnavnet Elisabeth), som sikrede sig noget nær udødelighed allerede i 1972 med den mytiske single ”You’re So Vain”, fylder i dag 80 år.

Carly Simon blev født i New York City den 25. juni 1943, som den yngste datter af Richard L. Simon, én af grundlæggerne af det berømte bogforlag Simon & Schuster.

Med sin ældre søster, Lucy, dannede Carly i 1963 duoen The Simon Sisters, som udsendte tre LP’er.

Carly Simon sprang ud som solist i 1971, hvor hun fik sit første hit med sangen ”That’s The Way I’ve Always Heard It Should Be”, mens et egentligt gennembrud kom året efter med LP’en ”No Secrets” og singlen ”You’re So Vain”, der tilsammen var nomineret til fire Grammy’er.

I kølvandet på succesen giftede Simon sig med kollegaen James Taylor, som hun fik to børn med, inden parret blev skilt i 1983.

Carly Simon med James Taylor

I resten af 1970’erne fortsatte Carly Simon med en stribe populære plader, der fandt sine højdepunkter i singlen ”Nobody Does It Better” fra James Bond-filmen ”The Spy Who Loved Me” (med Ringo Starrs senere hustru Barbara Bach som Bond-babe) og ”You Belong To Me”, en duet med Michael McDonald fra The Doobie Brothers.

Igennem 1980’erne skrev Simon en del filmsange, bl.a. ”Coming Around Again” og ”Let The River Run” fra henholdsvis 1986 og 1988, og fortsatte med at udgive plader, som generelt var mindre hitorienterede og mere tilfredsstillede Simons egne musikalske behov, bl.a. et album med amerikanske standardsange, ”My Romance”, i 1990.

Carly Simon sammen med Paul og Linda McCartney

Carly Simon har udgivet mere end tyve studieplader, og blev den 5. november 2022 optaget i Rock And Roll Hall of Fame. Simon var dog ikke selv tilstede, fordi hun kun fjorten dage forinden havde mistet begge sine ældre søstre, Joanna og Lucy, som døde af kræft med kun én dags mellemrum, den 19. og 20. oktober 2022.

Carly Simon, i midten, med sine ældre søstre

Kunstig intelligens forvandler gammel Lennon-demo til ny Beatles-sang

af Karsten Jørgensen

Mens debatten om brug af kunstig intelligens i forbindelse med musik raser, udtaler eks-beatlen Paul McCartney i et interview med den britiske statsradio BBC, at han har benyttet netop kunstig intelligens (såkaldt AI = Artificial Intelligence) ved færdigindspilningen af ”den allersidste Beatles-sang”.

Teknikken er brugt til at separere John Lennons stemme fra en gammel demooptagelse, som McCartney derefter kunne arbejde på at færdiggøre, og som ifølge McCartney bliver udsendt senere i år som ”en ny Beatles-sang”.

Paul McCartney har ikke oplyst titlen på sangen, men eftersom han hentyder til et demobånd med fire sange, som han fik af Lennons enke Yoko Ono i 1994, er der stor sikkerhed for at omtalte sang hedder ”Now And Then” – en sang, Lennon indspillede hjemme hos sig selv i Dakota-bygningen i New York i 1978.

Ringo Starr, Paul McCartney, George Harrison og produceren George Martin i studiet, 1995

De øvrige sange på båndet var ”Free As A Bird” og ”Real Love”, der begge blev udgivet i Beatles-regi på de to første ”Anthology”-cd’er i midten af 1990’erne, samt ”Grow Old With Me”, som blev udsendt posthumt i demo-form på Lennon-albummet ”Milk And Honey” i 1984, og som de dengang overlevende beatler McCartney, George Harrison og Ringo Starr slet ikke forsøgte sig med.

Det gjorde de derimod med ”Now And Then”, men allerede efter ganske få timer nedlagde Harrison veto mod, at sangen blev udsendt krediteret til The Beatles, og det var årsagen til, at den tredje ”Anthology”-dobbelt-cd ikke blev indledt med en ”ny Beatles-sang”, som de to øvrige.

”Den havde ikke en særlig god titel, og den trængte virkelig til at blive peppet op”, sagde McCartney senere om ”Now And Then”. ”Den havde et smukt vers og så var det Lennon, der sang den. Men George brød sig ikke om den, og da The Beatles jo var et demokrati, lod vi den ligge”.

Flere gange siden har Paul McCartney udtrykt ønsket om, at gøre sangen færdig, og nu har teknologien nået et niveau, hvor det er muligt, hvilket til fulde blev bevist for et par år siden, da filminstruktøren Peter Jackson brugte teknologien under arbejdet med ”Get Back” dokumentarfilmen.

Men selvom AI således åbner for en masse muligheder, er der også grund til en del etiske overvejelser med den nye teknik, som kan manipulere stemmer og lyde, og gør det endnu sværere at skelne mellem det ægte og det falske.

Disse faldgruber er McCartney naturligvis også bevidst om. ”Det er lidt skræmmende, men også spændende, fordi det er fremtiden”, siger han. ”Og vi kan ikke gøre andet end at se, hvor det fører hen”.

John Lennon og sønnen Sean kaster med frisbee, 1977

En mere præcis udgivelsesdato for den ”nye” Beatles-sang er ikke oplyst.